Vil du ændre investeringsprofil? Ring og tal med en pensionsrådgiver 39 45 45 40

Investeringsprofiler

Du kan vælge mellem tre investeringsprofiler: PKA Solid, PKA Balance og PKA Ekstra.

PKA Solid

Med denne investeringsprofil forventer vi et godt og stabilt afkast med begrænset risiko for tab. Derfor er ca. halvdelen investeret i aktier, ca. 1/4 i lav-risiko aktiver som for eksempel obligationer, og ca. 1/4 i alternative investeringer – det kan for eksempel være vindmøller, projekter og ejendomme.

Risikoen nedtrappes i takt med, at du nærmer dig pensionsalderen. Når du går på pension, vil lav-risiko-investeringerne udgøre ca. 3/4 af de samlede investeringer.

Af de tre investeringsprofiler har PKA Solid den laveste risiko for at give tab, men det er samtidig den profil, der har de laveste forventninger til fremtidigt afkast.

PKA Solid er for dem, der har det bedst med at vide, at risikoen for negative afkast over en femårig periode er begrænset, og som samtidig accepterer, at det forventede afkast er lavere end i de andre investeringsprofiler.

PKA Balance

Med denne investeringsprofil er risikoen højere sammenlignet med PKA Solid. Samtidig er der en forventning om at få et højere afkast til pensionsopsparingen.

Aktier udgør her en højere andel i de unge år – ca. 2/3. Lav-risiko-investeringer som for eksempel obligationer og investeringer i alternativer som fx vindmølleprojekter og ejendomme udgør den resterende andel.

Også i denne investeringsprofil nedtrappes risikoen, når du nærmer dig pensionsalderen. Lav-risiko-investeringer vil udgøre ca. 2/3, når du går på pension, mens aktier er reduceret til reduceret til ca. 1/3 af de samelde investeringer.

Når investeringerne er mere risikobetonede, er der også en større risiko for, at din pensionsopsparing kan blive mindre. Men samtidig er der en større forventning om et bedre afkast til din opsparing.

PKA Balance er for dem, der gerne vil løbe en risiko for at opnå et forventet højere afkast, men som samtidig ønsker at begrænse risikoen for negative afkast.

PKA Ekstra

PKA Ekstra er karakteriseret ved forventningen om det højeste afkast og en accept af en højere risiko for negative afkast, og dermed risiko for, at pensionsopsparingen taber værdi.

Investeringerne i denne investeringsprofil er ikke nær så spredte som i de andre profiler. Aktier udgør den overvejende del af investeringerne, mens lavrisiko-investeringer som fx obligationer udgør en meget lille andel. Når pensionstidspunktet nærmer sig, udgør aktier ca. halvdelen, mens obligationer og alternativer som vindmølleprojekter og ejendomme udgør ca. 1/4 af de samlede investeringer.

PKA Ekstra er for dem, der accepterer, at pensionsopsparingen på kort sigt kan falde, men som er villig til at tage risikoen for at opnå et forventeligt højere afkast på lang sigt.

Investeringsprofilerne består hver især af forskellige typer af investeringer for at sikre det bedste afkast til din pensionsordning og for at sprede risikoen mest muligt.

Vi sørger for, at investeringerne automatisk tilpasses din alder. Så når du nærmer dig pensionsalderen, omlægges investeringerne fra mere risikofyldte til mere sikre investeringer – uanset hvilken investeringsprofil du har valgt.

Dit valg af investeringsprofil skal være en afvejning af ønsket om at opnå et højere afkast mod til gengæld at acceptere en potentiel højere risiko for tab på investeringerne.

Afkastet er ikke garanteret i nogen af investeringsprofilerne, og historisk performance er ikke nødvendigvis et udtryk for fremtidig performance.

Værd at vide

Investeringerne tilpasses din alder

PKA sørger for, at investeringerne automatisk tilpasses din alder. Det betyder i praksis, at investeringerne omlægges fra mere risikofyldte investeringer til mere sikre investeringer, når du nærmer dig pensionsalderen – uanset hvilken investeringsprofil du har valgt.

Sådan investerer vi

Du kan læse om PKA’s investeringsstrategi. Her beskriver vi, hvordan vi arbejder på at sikre det bedst mulige afkast og samtidig begrænse risikoen for, at din pensionsopsparing bliver mindre.

Endvidere kan du på læse om, hvordan PKA arbejder aktivt med ansvarlige investeringer for at skubbe verden i en bæredygtig retning samtidig med, at du får et godt afkast.

Du bruger en browser, som kan give fejl på pka.dk


Vi kan se, at du besøger denne hjemmeside med ’Internet Explorer’, som er en browser, der ikke længere bliver opdateret. Det kan betyde, at du oplever fejl på pka.dk og på andre hjemmesider.

Vi anbefaler derfor, at du skifter til en anden browser. Herunder link til tre forskellige browsere, som du kan bruge på pka.dk: